Med hans ø-hjems omgivelser, læste den landflygtige profet den guddommelige krafts manifestationer, og havde fællesskab med sin Gud i alle naturens værker. Og sjælens mest glødende længsel efter Gud, de mest inderlige bønner, gik op til Himlen fra klipperige Patmos. Idet Johannes så op på klipperne, huskede han på Kristus, hans styrkes klippe, hvor han kunne skjule sig i ly uden at være bange.