Der er altså ingen anledning for mennesker til at rose sig selv. De står i gæld til Kristi nåde for enhver velsignelse, som de nyder godt af, for enhver evne, de ejer. Ingen burde ophøje sig selv, som om de var i besiddelse af visdom eller retfærdighed. Især blandt dem som bekender sig som hellige er der mange som sammenligner sig med Kristus, som om de var lige med ham i karakterudvikling. Dette er blasfemi. Kunne de opnå et syn for Kristi retfærdighed, ville de have fornemmelse for deres egen syndighed og ufuldkommenhed. Ikke en situation står optegnet i bibelen, hvor profeter eller apostle påberåber sig den "hellighed" som folk gør i dagen, og være uden synd. Daniel ydmygede sig selv for Gud, og bekendte sine synder og sit folks synder. Paulus havde en meget ydmyg mening om sin egen vækst i kristenlivet. Han siger: "Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen: . . . Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til Kristus Jesus." Og Johannes erklærer: "Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os." De, som har den dybeste erfaring om, hvad der hører Gud til, er dem, som er længst borte fra hovmod eller selvforherligelse. De har meget ydmyge tanker om sig selv og den mest ophøjede forestilling om Kristi herlighed og store egenskaber. Dem som forventer at Kristus snart kommer, og at de skal forvandles til en hellig himmel, bør mere end alle andre folk på jorden, vandre omhyggeligt og ydmygt over for Gud. Al indbildning må renses bort fra os før vi kan vokse i sandhedens nåde og kundskab. Når vi har vort blik rettet mod Himmelen og har Kristi egenskaber klart for øje, så vil vi i vort hjerte prise Herren, vor Gud.