Når Kristi ånd rører hjertet med sin forunderlige opvækkende kraft, er der en fornemmelse af sjælens mangelfuldhed, som fører til brødebetyngelse i sindet, og ydmyger selvet, frem for det stolte pral som er kommet ind. Da Daniel så den herlighed og majestæt der omgav den himmelske budbringer, der blev sendt til ham, udbrød han, i det han beskrev dette forundre sceneri: "Så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige syn, blev der ikke kraft tilbage i mig, og mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere." Den sjæl som der berøres sådan, vil aldrig pakke sig selv ind i selvretfærdighed, eller en fordringsfuld forklædning af hellighed; men vil hade dets selviskhed, afskyer dens egenkærlighed, og vil, gennem Kristi retfærdighed, søge efter det som er rent af hjertet som er i harmoni med Guds lov og Kristi karakter. Så vil han genspejle Kristi karakter, herlighedens håb. Det vil være det største mysterium at Jesus ville gøre så stort et offer for at genløse ham. Med ydmyg optræden og skælvende ben vil han udbryde: "Han elskede mig. Han gav sig selv for mig. Han blev fattig så jeg, gennem hans armod, kan blive rig. Sorgens menneske afviste mig ikke, men udgød sin uudsigelige, genløsende kærlighed, så mit hjerte kan blive ren; og han har bragt mig tilbage i loyalitet og lydighed mod alle hans bud. Hans nedladenhed, hans ydmygelse, hans korsfæstelse, er de krone mirakler, på forunderlig vis for frelses planen. Så den retfærdige dør for den uretfærdige, den rene for den urene, er udover alle tilkendegivelser af menneskelig kærlighed; og alt dette han har gjort for at gøre det muligt at give sin egen retfærdighed til mig, så jeg kan holde den lov jeg har overtrådt. På grund af dette beundrer jeg ham. Jeg vil fortælle om ham til alle syndere. Jeg vil råbe: "Se Guds Lam, som bærer alverdens synd bort!"