Apostlen Paulus sammenligner sig selv med en mand der løber det gamle kapløb, og anstrenger alle nerver og muskler for at vinde prisen. Han betragter ikke sit arbejde til ende så længe han arbejder i Guds sag. Han har aldrig følt at han havde gradueret fra Kristi skole, men han indså altid det nødvendige i at strengt bevogte hans appetit og lidenskaber, så de ikke skal styrke sig selv og overkomme den åndelige iver. Han kæmper med alle sine kræfter mod naturlige tilbøjeligheder, som kræver de uretsmæssige udsvævelser. Hans egent vidnesbyrd var: “Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrs pris, som Gud fra det høje kaldte os til Kristus Jesus.” Det var kun da han var i sit livs prøvelse, som beroede på et ord eller et nik fra tyrannen Nero, og han var klar over at hans afslutning var nær, at han brød ud i ophøjede troner af sejrsforvisning: ”Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag.” Den krone er ikke forgængelig blomsterkrans, men en herlig krone af evigt liv, som venter alle, som har fuldendt det kristne kapløb, elsker vor Herres tilsynekomst.