Alt dette var for at frelse faldne mennesker, og døde Kristus forgæves for sjæle? Når jeg ser på forsamlingen i teltet, og ved hvor mange der var, som bekendte at være Guds sønner og døtre, som kan være lys i verden, og ikke lade deres lys skinne, følte jeg mig bedrøvet i hjertet. Jeg spurgte mig selv: Hvem af disse vil erklæres som dovne tjenere fordi de har forsømt deres pligt? Når Kristus har gjort alt hvad som skal gøres for at frelse syndere, hvem er parat til, med en uforbeholden helligelse af sig selv, at blive medarbejder sammen med ham? Sjæles blod vil være på nogles klæder, som har talenter som Gud har betroet dem, men som elsker selvet og deres magelighed højere end de elsker de menneskesjæle som Kristus har gjort så umådeligt et offer for. Hvor er dem som elsker hinanden ligesom Kristus har elsket dem? Vil de tage deres Gudsgivne pligter op, og arbejde for Mesteren? Her Herren undskyldt de mange, der bekender hans navn, som har erfaret hans kærlighed, fra at bære nogen af hans værks byrder som er på hans grund? Er de frie til at selv spise af brødet, og tage del i hans store frelse, og alligevel ikke anstrenge sig for at frembære nådesbudskabet til sine brødre, som er ude af sandheden, - som ikke er frelste?