”Min bror gav intet umiddelbart svar, men årsagen til hans tavshed var snart tydelig for mig; han græd i forståelse for min kval. Dette opmuntrede mig til at betro ham endnu mere, for at fortælle ham at jeg havde eftertragtet døden i de dage hvor liv synes som en så tung byrde for mig at bære; men nu fyldte tanken mig, for at dø i min nuværende syndfulde tilstand og blive evigt fortabt, med skræk. Jeg spurgte ham om Gud ville spare mit liv for den ene nat, hvis jeg brugte den i forpint bøn til ham. Han svarede: "Jeg tror han vil hvis du beder ham i tro og jeg vil bede for dig og mig selv. Ellen, vi må aldrig glemme de ord vi har hørt denne aften.”