Mit sinds lidelser blev intense. Nogle gange turde jeg ikke lukke mine øjne for en hel nat, men ville vente indtil min tvillingsøster var faldet i søvn, da forlod jeg hurtig min seng og knælede ned på gulvet, bad stille med en umælende sjælekamp, der ikke kan beskrives. Rædslen for et evigt brændende helvede var altid for mig. Jeg vidste at det var umuligt for mig at leve alene med den meddelelse og jeg turde ikke dø og møde syndernes frygtelige skæbne. Med hvilken misundelse betragtede jeg dem, som indså deres godkendelse hos Gud! Hvor dyrebar synes det kristne håb for min forpinte sjæl! |