"Der hjemme, brugte jeg de fleste af de mørkets timer på bøn og gråd. En grund der fik mig til at holde mine følelser hemmelige for mine venner, var frygten for at høre et ord om modarbejdelse. Mit håb var så lille og min tro så svag, at jeg frygtede at en anden ville tage et lignende synspunkt for min tilstand, det ville støde mig til fortvivlelse. Dog længdes jeg efter nogle, som kunne sige hvad jeg kunne gøre for at blive frelst, hvilke skridt der tages for at møde min Frelser og give mig selv helt til Herren. Jeg betragtede det som en stor ting at være en kristen og følte at det krævede nogle særlige anstrengelser for min del.