Den langmodige Gud bar over med den Gamle Verdens indbyggere i et hundrede og tyve år, men hans tålmodighed, hans lange overbærenhed, blev gjort til undskyldning for ligegyldighed og forhærdelse og misbrug af hans forudseenhed. Ingen sjæle har nogen sinde forladt gud, opgivet hans egne veje og gøremål, forladt himlen, så længe der er det mindste håb for hans frelse. Gud følger mennesker med bønner, med advarsler om fare, med forvisning om medfølelse, indtil det er sikkert at flere anledninger og privilegier vil være helt forgæves. Noas lys skal skinne frem i et hundrede og tyve år midt i blandt folks moralske mørke, som var omgivet af et vist begrænset antal år. Under Noas ledelse byggede hans tømre en ark, og de blev indprentet dag for dag med den urokkelige tro, den usvigelige renhed fra Guds budbringer. Ethvert hammerslag, alt der skred fremad på byggeriet, var en advarsel om verdens vandflod som fejede de ikke-troende og ugudelige væk. Noas tro var en arbejdende tro; det var en frelsende tro, som bevægede ham med frygt, og lede ham til at handle efter Guds ord. Dette er den kvalitet i troen der vil frelse sjælen. Er det din?