Hvilken forandring var det for ham at han havde været Israels dommer og fronkæmper! – nu svag, blind, til gange, nedværdiget til den mest simple tjeneste! Lidt efter lidt havde han overtrådt vilkårene for hans hellige kald. Gud havde længe båret over med ham, men da han overgav sig selv til syndens magt, som at forråde hans hemmelighed, det øjeblik forlod Gud ham. Der var ingen dydighed i hans lange hår, i sig selv, men et var et tegn på loyalitet mod Gud, og når symbolet blev offer for lystige lidenskaber, blev de velsignelser dette tegn havde også sat over styr. Var Samson blevet barberet uden fejl fra hans side, ville hans styrke var blevet der. Men hans adfærd viste lige så meget foragt for Guds gunst og autoritet, som om han i selvforagt havde skilt sig af med sine hovedlokker. Derfor lod Gud ham udstå resultaterne af sin eget tåbelighed.