Hvis sindets evner var i sundt vigør, ville bekendende kristne kunne se det inkonsekvente i en sådan tilbedelse. Ligesom Nadab og Abihu, er deres sanser så forblændede at de ikke sætter for Gud har ikke forandret sig. Han er lige så bestemt og nøjeregnende i sine krav nu, som Han var i Moses' dage. Men i tilbedelseshelligdommene i vor tid, med lovprisningssange, bønner og undervisning fra talerstolen, var der ikke blot en fremmed ild, men en direkte besmittelse. I stedet for at forkynde sandheder med hellig salvelse fra Gud, siges det nogle gange under indflydelse af tobak og brændevin. I virkeligheden fremmed ild! Bibelsandhed og bibelhellighed bringes frem til folk, og bønner sendes til Gud, blandet med tobak! En sådan røgelse er mere antagelig for Satan! Dette er et frygteligt bedrag! Hvilken fornærmelse i Guds øjne! Hvilken forhånelse mod Ham som er skellet mellem det hellige og almindelige. Hellige og indviede ting bringes ned på plan med deres tobakslugtende åndedrag, omtågede hjerner, og deres besmittede sjæle, besmittet ved at give efter for appetit og lidenskaber. Bekendende kristne spiser og drikker, ryger og gumler på tobak, og bliver frådsere og drankere, for at tilfredsstille appetitten, og stadig tale om at overvinde ligesom Kristus overvandt! (fortsættes)