Efter at være kommet ind i Kanaan, gik Israels børn gradvist over til afgudsdyrkelse. Gud sendte ved sine profeter dem budskab efter budskab. Men de glemte instrukserne fra deres leder, og fulgte deres egne tilbøjeligheder og indbildningen i deres egne hjerter, indtil Herren ikke længere kunne beskytte dem. Ha lod deres fjender overvinde dem, og sprede dem som fanger til de fremmede lande. Men Han var stadig villig til at tilgive dem. Han lovede dem at hvis de ville vende tilbage til Ham, ville han kurere dem for al deres frafald, og give dem Sin velvillighed igen. Han sendte dem advarsler, irettesættelser, domme, for at frelse dem fra fordærv. Men uanset disse anstrengelser, strejfede de længere og længere væk fra Ham. Som det kom frem i Kristi lignelse, sendte Gud sine budbringere til dem, men disse blev forfulgt over overgivet til døden. Som det allersidste, sendte Han Sin enbårne søn. ”Ordet blev kød, og boede iblandt os, . . . . fuld af nåde og sandhed” Men det folk Han kom for at frelse, nægtede at tage imod Ham. De belønnede Ham ondt for godt, og i Pilatus’ domssal blev han dømt til døden ved korsfæstelse. ”Hvem kommer der fra Edom, i højrøde klæder fra bozra, han i det bølgende klædebon, stolt i sin vældige kraft? »Det er mig, som taler i retfærd, vældig til at frelse!« Hvorfor er dit klædebon rødt, dine klæder som en persetræders? »Jeg trådte vinpersen ene, af folkeslagene var ingen med mig.”