Under trængsels tiden, flyer vi alle fra byer og landsbyer, men blev forfulgt af den onde, som gik ind i de helliges huse med sværdet. De hævede sværdet for at dræbe os, men det brød i stykker, og faldt magtesløs ned som et halmstrå. Da råbte vi alle dag og nat efter udfrielse, og råbet kom op til Gud. Solen stod op, og månen var der stadig. Strømmene ophørte med at flyde. Mørke skyer stod op, og stødte sammen mod hinanden. Men der var en klar fred med en stabil herlighed, hvorfra Guds røst lød som mange vande, som rystede himlene og jorden. Himmelhvælvingen åbnede og lukkede sig, var i bevægelse. Bjergene rystede sig som siv i vinden, og kastede klippestykker fra sig over alt. Havet kogte som en gryde, og kastede stene op på land. Og idet Gud forkyndte dagen og timen for Jesu komme, og overbragte den evige pagt for sit folk, sagde han en sætning, og derefter stilhed, medens ordene rullede over hele jorden. Israels Gud stod med deres øjne fæstnede opad, og lyttede til ordene, idet de kom fra Jehovas mund, og rullede over jorden som drøn af de højeste torden. Dette var frygteligt højtideligt. Ved afslutningen af hver sætning, råbte de hellige: Ære! Halleluja! Deres ansigter lyste op med Guds herlighed, og de skinnede med den herlighed som Moses’ ansigt havde da han kom ned fra Sinaj. De onde kunne ikke se på dem for herlighed. Og da den uophørlige velsignelse blev forkyndt over dem som havde æret Gud, ved at holde hans sabbat hellig, lød der et mægtigt sejrs råb over udyret, og dets billede.