En vil måske sige: Jeg er ikke ond af mig, men når jeg bliver opirret, kan jeg sige stygge ting, skønt jeg altid er bedrøvet bagefter, når hidsigheden er løbet af med mig. En anden siger: Jeg har denne eller hin fejl, men jeg foragter sådanne og sådanne svagheder hos en vis person af mit bekendtskab. Herren har ikke givet os en liste af synder med forskellige grader, så at vi kan anse nogle af dem som værende af lille betydning og mene, at de kun gør lidt skade, medens andre er af større betydning og gør megen skade. En kæde er ikke stærkere end dens svageste led. Selv om vi erklærer at alle leddene i kæden er gode undtagen et, så kan man slet ikke stole på den kæde. Enhver sjæl, som træder ind i Guds rige, må studere spørgsmålet om at sejre. Det utålmodige ord, der slap over dine læber, burde ikke have været udtalt. Den ide, at man ikke værdsætter din karakter tilstrækkeligt, må du slå af hovedet thi det svækker din indflydelse og giver det sikre resultat, at du ikke står ret højt i andres omdømme. Du bør overvinde den ide, at du er en martyr og stole på Kristi løfte: ”Min nåde er dig nok.” |