Denne unyttige tjener var ikke uvidende om Guds planer, men han var fast bestemt på at krydse Guds forsæt og beskyldte ham for at være uretfærdig, når han krævede en forøgelse af de talenter, der blev ham betroet. Netop denne knurren og klage lyder fra mange velhavende, der bekender sig til at tro sandheden. Ligesom den utro tjener frygter de for, at forøgelsen af den talent, Gud har lånt dem, skal blive afkrævet for at fremskynde sandhedens udbredelse; derfor anbringer de den i jordiske skatte og begraver den i jorden og sætter den derved så fast, at de intet eller næsten intet har at sætte i Guds sag. De har begravet den af frygt for, at Gud skulle kræve noget af kapitalen eller tilvæksten. Når de efter deres herres forlangende afleverer den sum, de fik, kommer de med utaknemmelige undskyldninger for ikke at have overladt de midler, Gud lånte dem, til vekselererne ved at anbringe dem i hans sag til fremme af hans værk.