Vi blev bedrøvede over at ikke møde dem vi håbede at se ved dette møde. Nogle kunne være holdt borte på grund af sygdom; og vi vidste at nogle ikke var ved dette dyrebare møde fordi de var i mørke. De havde ikke fulgt der hvor Jesus fører vejen. Vi var kede af at noget kunne holde dem borte. De har været med til disse årsmøder år efter år, men de var ikke på stedet dette år, 1883: og Jesus af Nazareth gik forbi for at sprede velsignelser på deres sti. Disse fraværende mennesker vil lide et tab som de ikke kan tillade sig. Vi ved at nogle af vore brødre har viklet sig ind i denne verdens ting. Deres hjem er deres afguder. De er blevet selviske og ikke-troende. Disse ting adskiller dem fra Gud. Hele himlen er interesseret og ivrig for deres bedste, og søger at drage deres hjerter til et højere og bedre liv, til evig arv, og fæstne deres forventninger til det himmelske land. Jesus vil have dem til at overføre deres rigdomme. ”Saml jer ikke skatte på jorden,” siger Kristus, ”hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.” Vi er kun pilgrimme og fremmede på jorden, der ser frem til det bedre land, det himmelske hjem, der sikrer os en tittel uden svaghed til vore retmæssige besiddelser der. Hvis nogen af disse gode brødre, hvis hengivenhed er begravet i verdslige rigdomme kunne få vore pilgrimfædres erfaring, som blev drevet fra deres hjem på grund af deres tro af forfølgelse, sværd og ris, så de kan lære ligesom Abraham at gå uden at vide hvorhen, men blot stole på den stemme der kaldte ovenfra og førte vejen, - vil det vise sig som en velsignelse for dem. Det var eksilet, pilgrimsvandringen og et fremmed lands farer, som gjorde vore fædre faste, stærke og trofaste i sandhedens og retfærdighedens sag.