Søndag aften talte jeg for anden gang til skandinaverene i deres bedehus, som var for lille til at huse alle der kom for at lytte. Vi håbede på større arbejde for at fastholde en forening, harmoni og kærlighed mellem vore amerikanske og skandinaviske sabbatsholdende brødre. Vi er et i troen; og vor kærlighed for hinanden bør være større og større. Vi bør være af samme sind og dømmekraft, tilbede sammen, have øjnene rettet på Guds ære. Det behager ham ikke at vi fastholder særegne interesser. Vi bør undgå skubbe til hinanden, og hele tiden kæmpe for den enhed som er i Kristus Jesus. Vi kan, med vore planer og bestræbelser på at gennemføre den del vi har fået betroet, tilsyneladende kollidere med andres interesser, og komme i fare for at miste den kristne belevenhed af syne, som altid bør udvises mod hinanden. Lad os huske på at ingen anden kristen nådegave behøver en stadig opdyrkelse, som gensidig overbærenhed. Uden dette, er det umulig for den harmoni og kærlighed at eksistere. Vi er ikke fuldkomne i karakter; men hvis kærlighedens ånd får lov at regere i hjertet, og udvikles, vil der komme fællesskab uden skuren, selvom forskellige nationaliteters vaner og skikke kan være anderledes.