Da Johannes betragtede Horebs scenerier, kom Guds Ånd, som helligede den syvende dag, over ham. Han betragtede Adams synd ved at overtræde den guddommelige lov, og det frygtelige resultat af overtrædelse. Guds uendelige kærlighed, ved at give sin Søn for at genløse en falden slægt, virkede for stort til at et sprog kan udtrykke det. Sådan som han viser det i sit brev, opfordrer han menigheden og verden til at beskue det. ”Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham.” Det var et mysteium for Johannes at Gud kunne give sin Søn for at dø for en oprørsk mand. Og han fortabedes i forbaveselse over den frelsesplan, der var langt på en bekostning for himlen, at den blev afvist af dem som det uendelige offer var sket for.