De gode engle græd da de hørte Satans ord, og hans triumferende praleri. Gud erklærede at oprørende ikke skulle blive længere i himmelen. De havde fået deres ophøjede og lykkelige tilstand på den betingelse, at de skulle vise lydighed mod den lov som Gud havde givet til at styre denne høje klasse af fornuftige væsener. Men ingen foranstaltning var gjort for at frelse dem som vovede at overtræde hans lov. Satan var stærk i sit oprør, og udtalte sin foragt for Skaberens lov. Djævelen kunne ikke fordrage den. Han påstod at engle behøvede ingen lov; men burde være fri til at følge deres egen vilje, som altid ville lede dem ret; at loven var en indskrækning af deres frihed, og at en stor hensigt med hans oprør var at afskaffe loven. Han mente at englenes tilstand behøvede forbedring. Men Gud, som havde givet loven og ophøjet den lige med sig selv, tænkte ikke således. Englehærens lykke bestod i deres fuldkomne lydighed med loven. Enhver var blevet anvist et særdeles værk; og der havde været fuldkommen orden og harmoni i himmelen indtil Satan gjorde oprør. Da blev der strid i himlen. Guds Søn himmelens Fyrste, og hans tro engle stred imod ærkeoprøren og hans deltagere. Guds Søn og de gode engle vandt sejr; og Satan og hans deltagere blev udstødte af himlen. Hele himmelens hær anerkendte og tilbad retfærdighedens Gud. Ingen smitte af oprøret blev tilbage i himmelen. Alt var igen fred og harmoni som tidligere.