Endnu en gang rejste Hanna med sin mand til Silo, og tog barnet for at give det til Herren, og også frembære gaver til offer og takoffer. Da hun nåede tabernaklet, opsøgte hun ypperstepræstens tilstedeværelse. Han genkendte hende ikke. Der var faktisk en slående modsætning mellem den blege, og sorgbetyngede ydmygt bedende, og den taknemmelige og lykkelige moder. Hanna fortalte omstændighederne om hendes tidligere samtale, og gav i Guds navn, den dyrebare gave til præsten og sagde: ”Om denne dreng bad jeg, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. Derfor vil jeg også overlade ham til Herren; hele sit liv skal han være overladt til Herren!« Eli var overrasket og fik dybt indtryk af den tro og og helligelse fra denne Israels kvinde. Han selv var en overforkælet fader, fik ærefrygt og blev ydmyg da han så denne meget selvopofrende moder dele sit første og eneste barn, så hun måtte hellige ham til Guds tjeneste. Han følte sig irettesat over sin egenkærlighed, og i ydmyghed og ærbødighed bøjede han sig ned for Herren og tilbad ham.