Med denne forordning, fritog Kristus Sine disciple fra jødernes gamle pligter i ritualer og ceremonier. Disse havde ikke længere nogen livskraft; for symbolet mødte forbilledet i Ham selv, myndighed og grundlag for alle jødiske forordninger som pegede til Ham som stor og eneste virkningsfulde offer for verdens synder. Han gav denne enkle forordning som måtte være en særlig stund da Han Selv altid ville være til stede, og lede alle der tiltager i den, til at mørke pulsen i deres egen samvittighed, og vækker dem til en forståelse af de lektier den symboliserede, og genoplive deres erindring, overbevise om synd og tage imod deres bodsanger. Han ville lære dem at broder ikke skal ophøje sig selv over broder, at uenighedens og stridens farer skal kunne ses og påskønnes; for sjælens sundhed og hellige virke er involveret.