Det var under meget fortvivlende forhold at Æld. Bourdeau gav deem sandheden under. Modstanden fra fordomsfulde mennesker var meget bitter. Men nogle ærlige sjæle var intetesseret, og da de så tingene i et spejlbillede, og sammenlignede deres liv med Guds lov, blev de dybt overbevist om synd. En bror som nu fryder sig over sandheden, kan sige sammen med Paulus: "Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde." da han kom til at se sit liv i lyset af den hellige lov, så han sine synder som overmådelig syndige, at han tænkte at de var for store at tilgive. Han var i stor sindspine. Han sammenkaldte sine naboer og venner, og bekendte sit lkvs synder og fejl for dem, og bad instændigt om tilgivelse. Han prøvede at rette alle fejl. Dette underfulde værk hvor Guds kraft overbeviser synderen, var en så ny ting for hans venner og naboer, at de mente han var ude af sit sind, og var bange for at han ville dø. Flere læger blev konsulteret, og medicinen blev frit udskrevet. Men medicinen, som ikke kan anvendes til at kurrere en syg krop, blev helt kraftløs over for den syndssyge sjæl. Medens han lider de mest intense samvittighedsnag over hans synder, lader Herren ham ikke gå fortabt. Sundhedsreformens lys blev påtvunget hans sind, og han nægtede at tage den ordinerede medicin, for han var stærkt overbevist om at det var gift, og fordærvede hans krop.