De overvejende onder i vore hjem er, at vi søger efter fejl og kritiserer og udlægger ord og motiver op på værste måde. Dette tager modet fra børnene og er ofte grunden til, at de opgiver deres anstrengelser for at gøre det rette. Hvis der blev talt rosende ord, når dette kunne gøres med rette, ville det vise dem, at deres anstrengelser blev værdsat, og lære dem retfærdighed. Hvis der uafladeligt bliver påpeget fejltagelser og fejl, og til tider i hvidglødende vrede - hvis der aldrig med venlighed bliver lagt mærke til nogen forbedring eller fremskridt, bliver børnene modløse. De føler, at de bliver ubarmhjertigt behandlet, at de bliver overladt til at kæmpe sig frem uden at blive værdsat eller få nogen opmuntring. Skal denne tingenes tilstand ikke forandres? Det er den nødt til at blive, hvis forældrene ønsker, at deres børn skal blive glade for religionen.