“Mine brødre! ikke mange af jer må søge at blive lærere. I skal vide, at vi får en desto strengere dom. Vi fejler jo alle i mange ting; hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme. Når vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, så kan vi også styre hele deres krop. Se, også skibene, som er så store og drives af stærke vinde, de styres dog med et ganske lille ror, hvorhen styrmandens hu står. Sådan er også tungen et lidet lem, men kan dog prale af store ting. Se, hvor den mindste ild kan sætte den største skov i brand! Også tungen er en ild. Som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer; den besmitter hele legemet, ja, sætter »tilværelsens hjul« i brand og er selv sat i brand af Helvede. Thi enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr, kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesker; men tungen kan intet menneske tæmme, rastløs og ond som den er, fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi menneskene, som er skabt, så de ligner Gud. Af den selv samme mund udgår både velsignelse og forbandelse. Mine brødre! således bør det ikke være.”