”Vort hjem” i Dansville var det eneste sted jeg troede vi kunne gå til og blive fri for forretninger og ansvar. Skulle vi tage til dem af vor tro overalt, ville de ikke være parat til at erkende vore udmattede tilstand, især min mands tilstand. Vi har så længe bæret arbejdets byrde som har tvunget til at handle med karakterfasthed, som ikke ender noget til at sætte noget til side, give tilbage og yde efter omstændighederne, så vore brødre og søstre vil være uforberedt på at forstå at vi må være fri for alle bekymringer, og at de ikke må bebyrde os med spørgsmål som kræver tankevirksomhed, eller introducere ting som i det mindste opildner eller nedtrykker sindet. Vi vælger at tage til Dansville, og være, som det var, isoleret fra vore brødre, og miste en vis fornemmelse af Guds arbejde, og ikke føle noget ansvar hvilende på os for den sag, som vi i forening har arbejde med al vor kraft for i tyve år.