I der tre uger at vi var i Rochester, blev meget af tiden brugt på bøn. Min mand bad om at sende bud til Maine efter ældre J. N. Andrews – til Olcott efter bror og søster Lindsay, og til Rossevelt, og spørge dem som havde tro på Gud, og se det som deres pligt, at komme og bede for ham. Disse venner kom som svar på hans kald, og i ti dage havde vi særlige bede stunder. Alle som engagerede sig i disse bede stunder blev stærkt velsignet. De mærkede ikke en byrde at bede for min mand, men for deres egen skyld. Med åndens sønder brydelse, med deres ansigter vædet i tårer ville disse Guds tjenere bede indstændigt for at nådens dybe arbejde må udføres i deres egne hjerter. Sejrsråb, og pris til Gud steg op til himlen som tegn på kærlighed og accept. Jeg har aldrig før nydt større frihed i bøn. Vi fik forvisningen om at vore bønner blev hørt. Vi blev ofte genopfrisket med himlens nådes regn, så vi kan sige: ”Mit bæger flyder over.” Vi kunne græde og prise Gud for hans rige frelse.