Idet vi bevæger langsomt over den store amerikanske ørken, uden anden formål end at se slavie-krattet og fjerntliggende bjergtoppe, synes det var mere som en skib på havet. Til sidst dampede vor trofaste jernhest så meget, og var som en livlig ting, begyndte den at bestige Sierra Nevadas. Scenteriet var smukt. I det vi passerede byen Truckee på vor nedsting på den modsatte side, kørte vi ind i sne-afskærmninger. Fra lys til mørke og fra mørke til lys i den eneste forandring i miles vej. Det meste af vor sidste nat på toget gik med at se sceneriet. Udsigten på Sierra Nevadas er faktisk stor. Skrift kan ikke beskrive, idet månens bløde lys lyste ned gennem de frosne stedsegrønt, der afslørede de dybe flodsenge under de knejsende bjergetinder der oppe. Vi vælger at nyde dette frem for at bruge tid på søvn.