Eli havde længe vidst at hans sønner ikke var det som Gud ville have dem til. Han vidste at de ikke gav Israel et eksempel til værdig efterligning. Men han blev gammel, og embedsmandsbyrden hvilede tungt på ham. Nogle måtte hjælpe ham med at bære dette ansvar. Skulle han gøre ret mod sine sønner, skulle de straks vises bort fra præsteembedet, og straffes med døden. Han var så bange for at vanære og fordømme dem i offentlighed. Ved at forbigå deres forbrydelse igen og igen uden straf, blev hans egen afstandstagen fra synd mindre, og i hans bestræbelser på at beskytte dem, blev han selv ligeså skyldig.