Jesus, dyrebare Jesus! Hvor kært er det navn! Hvor inspirerende! Jesus fortav aldrig en stavelse af sandheden. Men han sagde den altid i kærlighed. Han udøvede den største takt, omtanke og venlige opmærksomhed i samkvemmet med folk. Han var aldrig grov, smertede aldrig unødvendigt en eneste følsom sjæl. Han kritiserede ikke menneskelig svaghed. Han sagde altid sandheden, men i kærlighed. Når han anklagede hykleri, vantro og uretfærdighed var det ikke med tordenstemme, men der var tårer i hans stemme, når han kom frem med skarpe irettesættelser. Han græd over Jerusalem, den by, han elskede, og som nægtede at modtage ham, Vejen, Sandheden og Livet. De havde fornægtet ham, Frelseren. Men han betragtede dem med medfølende ømhed og en sorg så dyb, at den knuste hans hjerte. Hans liv var fuldt af selvfornægtelse og betænksom omhu for andre. Han gjorde aldrig sandheden grusom, men udviste en vidunderlig ømhed for menneskeheden. Hver eneste sjæl var dyrebar i hans øjne. Han førte sig altid med guddommelig værdighed, samtidigt med, at han bøjede sig ned med den ømmeste medfølelse og kærlighed til ethvert medlem af Guds familie.