Det er Satans særlige påfund at lede Kristi bekendende efterfølgere til at elske sig selv, og sætte dem selv højt. De ophøjer sig selv over deres brødre, og finde fejl som om deres dom var ubetvivlelig. Det er selvet som deler brødre; men selvet må dø. Kristus vil åbenbares i vore ord, i vort ømme hensyn til hinanden, og i en optræden der karakteriseres ved sand kristen belevenhed, fri for påtagethed og hykleri. Religion består ikke af en hård, diktatorisk og hoven ånd. De som selv er fulde af fejltagelser, men ikke indrømmer deres fejl, er mindst ydmyge mod fejlende. De er ikke lykkelige, men de ændret deres ulykkelige adfærd over for andre. Der er en stadig gnidning, og de ser ikke at det hele kommer fra dem selv. Disse kære sjæle behøver Guds omvendende kraft; de behøver forvandlende nåde. Da vil de være behagelige kristne, elskelige, overbærende, venlige og høflige. Jesus har båret over vore perversiteter, han har tilgivet vore overtrædelser og vore fejl; og vi bør gøre det samme mod vore medmennesker, også hvis de har været en prøvelse for os.