Johannes husker de forunderlige begivenheder som Kristi liv bevidner om. I forestillingen nyder han de forunderlige anledninger som han tidligere var blevet tilstået, og til stor trøst. Pludseligt afbrydes hans meditation; han tiltales i klare og tydelige toner. Han vender sig for at se hvor rsten udgår, og se! Han beskuer sin Herre, som han har elsket, som han vandrede og talte med, og hvis lidelser er på det kors han var vidne til. Men hvor forandret ser Frelsere dog ud! Han er ikke længere "en smerternes mand og kendt med sygdom." Han bærer ingen mærker af sin ydmyghed. Hans øjne er som flammeild; hans fødder som fint malm, som gløder det i en ovn. Tonerne fra hans stemme er som musik fra mange vande. Hans ansigt skinner som solen på sit højeste. I hans hånd er der syv stjerner, der betegner menighedernes tjenere. Af sin mund udgår et tveægget sværd, der fremstiller hans ords kraft.