Efter at offeret var blevet lagt på alteret, befalede han folk om at hælde vand over offeret, og alteret, og fylde rende omkring alteret. Elias bøjede sig i ærbødighed for den usynlige Gud, rakte sine hænder mod Himlen, og sender en stille og enkel bøn, uden de voldsomme gestikulationer eller kropvridninger. Ingen skrig genlød over Karmels høje. En højtidelig tavshed, som er i modsætning til Baals præster, hvilede over dem alle. I denne bøn, gør Elias ikke brug af overdrevne udtryk. Han beder til Jehova som om han var nær, er vidne til hele sceneriet, og hører hans oprigtige, brændende og dog enkle bøn. Baals præster havde skreget og frået, og hoppet, og bedt, meget længe – fra morgen indtil nær aften. Elias bøn var meget kort, alvorlig, ærbødig og oprigtig. Lige så snart hans bøn var blevet udtrykt, kom der ildflammer på en tydelig måde, ligesom et funklende lynglimt, ned fra himlen, og optændte offertræet, og fortærede offer, slikkede vandet op i renden, og fortærede endog altrets sten. Det store flammeskær er smerteligt for skarens øjne, og oplyser bjerget. De folk i Israels der ikke var samlet på bjerget, så med interesse på folkesamlingen på bjerget. Idet ilden kommer ned, er de vidne til det, og forbavses over synet. Den ligner ildsøjlen ved det Røde Hav, som adskilte Israels børn fra den ægyptiske hær om natten.