Var Elis kærlighed for sine onde sønner ikke overgået sin iver at ære Gud, ville han have gjort det på samme måde. Han burde have udøvet sin myndighed, og tilbageholde kriminalitet og fremholde retfærdighed, og dermed sige til hele Israel: ”Synd er synd, også hvis den findes hos ypperstepræstens sønner; og selvom det påligger mig som fader den smerteligste pligt, skal mine sønner ikke vanære Gud over for folket. Hellighed og misgerning skal ikke forvirre Israels sindelag, fordi mennesker i høje stillinger drister sig til at synde.” Men den aldrende præst elskede nemhed og fred, og frem for at udholde smerte og striden i at imødekomme det forkerte, forblev han tavs, og lod syndighedens værk fortsætte og den guddommelige vredes skyer samlede sig over et skyldigt folk.