Når vi betragter det uendelige offer, som blev bragt for menneskers frelse, bliver vi slået af forundring. Når egenkærlighed vil beherske menneskehjerte, og de er fristet til at tilbageholde det de burde yde til et godt arbejde, skulle de finde styrke til at handle efter ved at tænke på Ham, som forlod Himlens enestående skatte og blev fattig for vor skyld. Han havde ikke det sted, hvortil han kunne hælde sit hoved. Og alt det udholdt Han for at vi skulle få en evig rigdom.