Kære venner, jeg længes meget efter, at i ville give jeres hjerter til Gud og tjene ham. Du behøver ham til ven, og han er en sand ven. Dine jordiske venner kunde ikke bære dine byrder for dig, men her er en ven, som både vil have medlidenhed med dig og bære dine byrder. Han kender alle besværlighederne på vejen, thi han er forsøgt i lighed med os, og han kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder. Vor store ypperstepræst i himmelen taler for dig. Han elsker dig, og han vil lytte til dig, når du bringer din sorg og besværlighed til ham. Han vil høre dine bønner og skænke dig alt, som tjener til dit sande gavn. Når du udøser dit hjerte for ham, så er hans hjerte åbent for dig. Det er fuldt af himmelsk kærlighed, og han ynkes over din sorg og jammer. Og nu vil jeg spørge, hvor mange af jer ønske at modtage Kristus som jeres frelser og forsoner? Hvor mange ville beslutte sig til at leve for Gud? Hvor mange af de unge ønske at forny deres pagt med Gud og forsage deres stolthed og egenkærlighed? Hvor mange ville komme til frelseren nu? Guds søn siger: "se, jeg står for døren og banker; dersom nogen hører min røst og oplader døren, til ham vil jeg gå ind og holde nadver med ham og han med mig." hvilken nådig indbydelse! Jesus står for døren og beder om at komme ind. Vil du åbne døren for ham? Vil du lade han bo i dit hjerte? Vil du elske ham? |