Hvad der skulle være gjort for den farvede race har længe været et omstridt spørgsmål, fordi bekendende kristne ikke havde Kristi Ånd. De er blevet kaldt ved Hans navn, men de har ikke efterlignet Hans eksempel. Mennesker har ment at det var nødvendigt at planlægge sådan at de hvide folks fordomme imødekommes; og en skillemur for religiøs tilbedelse er blevet bygget op mellem den farvede race og hvide folk. De hvide folk erklærede selv at de gerne vil at de farvede skulle omvendes. Det havde de ikke noget i mod. De ville gerne at de skulle have næring fra det samme vintræ Kristus og selv blive grene af den levnede Vin; alligevel ville de ikke sidde side om side med deres farvede brødre og synge og bede og frembære vidnesbyrd til sandheden, som de plejede. De kunne ikke et øjeblik tolerere tanken at de sammen skulle bære den frygt, som findes på det kristne træ. Kristi billede måtte sætte sit præg på sjælen, men det er stadig nødvendigt at få en adskilt kirke, og særskilt gudstjeneste. Men spørgsmålet er, er dette i harmoni med Guds Ånds bevægelse? Er det ikke efter den måde som det jødiske folk handlede på, i Kristi tid? Er denne fordom imod de farvede folk, fra de hvide folks side ikke det samme som det jøderne nærede imod hedningene? De opdyrker tanken indtil det bliver dybt rodfæstet at hedningene ikke skal have den mulighed for lys og sandhed som jøderne fik. De troede at jøderne alene skulle modtage den himmelske nåde og gunst. Kristus arbejde i hele Sit liv på at nedbryde denne fordom. Menneskelig kraft alene kunne ikke overvinde den. Denne fordom blev ikke kun skabt ved kød og blod, men ved myndigheder og magter; og når der brydes med dette, har han haft brydekamp imod herskerne i denne mørke verden, imod åndelig ondskab på høje steder.