Sandheden fører en hensygnende tilværelse her på jorden, og den, der dør fra det onde, gør sig selv til bytte. Hvad skal jeg spise? Hvad skal jeg drikke? Hvad skal jeg klæde mig i? Disse spørgsmål optager menneskenes sind, hvorimod de lader evigheden ude af betragtning. Menneskene anser ikke den Herre Jesus Kristus for at være verdens eneste håb. Han ser, hvorledes hans erhvervede ejendom er kastebold for alle former for bedrag, og ved, at enden på dette er evig undergang. De, han døde for, er optaget af at skaffe sig timelige ting, der ikke er påkrævede. Samtidig forsømmer de den udarbejdning af deres karakter, der ville gøre dem skikkede til at bo i en af de boliger, han har købt til dem for en uendelig høj pris. Kristus kalder dem til at ændre denne tingenes tilstand og til at handle som forstandige væsener. Man ønsker, at de skal bruge de evner, Gud har givet dem, til at tænke på den evige virkelighed. Advarende løfter han sin stemme, idet han siger: .Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i Himmelen. ... Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon."