Elias ydmygede sig selv indtil han var i en tilstand hvor han ikke kunne tage æren selv. Dette er den tilstand hvor Herren hører bøn, for så skal vi give ham prisen. Skikken at rose mennesker, er noget der fører til meget ondt. Den ene priser den anden, og derved ledes mennesker til at føle at æren tilkommer ham. De begyndte at føle det som Nebukanezzar gjorde, da han tog omkring på sit riges steder, og udbrød: »Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til kongesæde ved min vældige magt, min herlighed til ære?« Gud advarede kongen om sin fare, ved at sådan tage æren til sig selv, men han gav ikke agt på advarslen, og Gud sendte sin truende dom på ham, og Nebukadnezzar blev ydmyget. Efter at han havde lært sin lektie, og havde givet Gud ære, blev han genrejst til sin kongelige rang og magt. At rose mennesker opfløfter dem i deres selv agt, og de glemmer at deres evner er fra Gud, og den kapital der er betroet i deres varetægt skal bruges til Giverens ære. Menneskers prøves til at bruge deres jordiske kapital, og se om de kan betros himmelske rigdomme. Når vi er i den rette tilstand over for Gud, skal vi indse at et stort offer er gjort for vor skyld, og vi skal se at vor egen menneskelige skrøbelighed og svaghed, og give pris til Gud, i stedet for mennesker. Al pris tilkommer Gud. Når store mænd kaldes til at tale, er det for ofte sådan at deres ord ikke har den store overbevisning med sig; for meget af deres tale gives for at vinde folkets bifald. De giver ros til mennesker, og indser ikke at al kraft og duelighed er fra Gud, hvem al ære tilkommer. Når du ophøjer mennesker, lægger du en snare for hans sjæl, og gør præcis sådan som Satan vil have at du skal gøre. Du bør pris Gud af hele dit hjerte, sjæl, magt, sind og styrke; for Gud alene er værdig at blive forherliget. Hvis vi erkende at vor frelse koster en uendelig pris i Guds Søns liv, bør vi have et mere ydmygt syn på selvet. Vor Frelser vidste at der ikke var noget håb for at genløse os, undtaget gennem ham, og han kom til verden for at blive såret for vore overtrædelser, knust for vor brødres skyld; og bære vor tugtelse, så vi ved hans slag kan blive helbredte.