I manges hjerte findes der et egoistisk element, der hænger ved dem som spedalskhed. De har rådført sig med deres egne ønsker, fornøjelser og bekvemme lighed så længe, at de ikke føler, andre har noget krav på dem. Deres tanker, planer og anstrengelser gælder dem selv. De lever for deres egen skyld og udvikler ikke en uegennyttig kærlighed til mennesker, som, hvis den kom til udtryk, ville vokse og styrkes, indtil det ville blive en fryd for dem at leve til gavn for andre. Denne egoisme må opdages og overvindes; for den er en frygtelig synd i Guds øjne. De er nødt til at vise en ganske særlig interesse for menneskeheden; og ved at gøre dette, vil de bringe deres sjæle i nærmere forbindelse med Kristus og blive besjælet af hans Ånd, så de vil holde sig så fast til ham, at intet vil kunne skille dem fra hans kærlighed.