Du kan undskylde dig selv for at tale ondt til din bror eller søster, eller nsæte til andre før du går til dem, og tager de skridt som Gud absolut har fordømt. Måske kan du sige: ”Jeg taler ikke til nogen før jeg er så bebyrdet at jeg ikke kan lade være.” Hvad har bebyrdet dig? Var det en tydelig pligtsforsømmelse, et så siger Herren? Du var under syndens skyld fordi du ikke gik og fortalte ham om hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis du ikke gjorde dette, hvis du var ulydig mod Gud, hvordan skal du da være andet end bebyrdet, medmindre dit hjerte er forhærdet, medens du trædte Guds befaling under fode, og hadede in bror eller næste i dit hjerte? Og hvilken måde har du fundet til at aflaste dig selv med? Gud dadler dig for forsømmelsens synd, at du ikke fortæller din bror eller søster om deres fejl, og du undskylder og trøster dig selv under hans dadel ved at købe aflad, og ved synd?