Medens vi bad ved familiealteret, faldt Helligånden over mig, og det virkede som om jeg rejste mig højere og højere, langt over den mørke verden. Jeg vendte mig for at se advent folket i verden, men kunne ikke finde dem – da en stemme sagde til mig: ”Se igen, og se lidt højere op.” Idet jeg løfte mine øjne op og så en lige og snæver sti, som var sat højt over verden. På denne sti gik advent folket til byen, som var på den fjerneste ende af stien. De havde et klart lys sat op bag dem ved den første ende af stien, som en engel fortalte mig var midnats råbet. Dette lys skinnede langs hele stien, og lyste for deres fødder så de ikke snublede. Og hvis de holdt deres øjne fæstnede på Jesus, som var lige foran dem, ledte dem til Staden, så var de i sikkerhed. Men lige så snart nogle blev trætte, og sagde at der var lang vej igen til Byen, og de forventede at være kommet der lidt hurtige. Så ville Jesus opmuntre dem, ved at rejse sin herlige højre arm, og fra hans arm kom et herligt lys som bølgede over Advent folket, og de råbte Halleluja! Andre fornægtede overilet lyset bag dem, og sagde at det ikke var Gud der havde ledt dem så langt. Lyset bag dem gik ud og efterlod deres fødder i fuldstændigt mørke, og de snublede og mistede deres øjne fra mærket, og mistede Jesus af syne, og faldt bort fra stien, ned i mørke og den onde verden der nede. Snart hørte vi Guds stemme ligesom mange vande, som gav os dagen og timen for Jesu komme. De levende hellige, 144 000 i antal, kendte og forstod stemmen, medens de onde tænkte at det var torden og jordskælv. Da Gud talte, udgydte han Helligånden på os, og ansigterne begyndte at lyse op og skinne med Guds herlighed som Moses gjorde da han kom ned fra Sinajs bjerg.