Kristus viste ingen interesse for Satans forhånende spot. Han blev ikke provokeret til at give beviser på hans magt. Han bar sagtmodigt sine forhånelser uden at gøre gengæld. De ord der blev talt fra Himlen ved hans dåb var meget dyrebare, og beviste for ham at hans Fader anerkendte de skridt han tog i frelsens plan, som menneskets stedfortræder og sikkerhed. Himlenes opåbning, og en himmelsk due kom ned, var forsikringen om at hans fader ville forene sin magt i himlen med sin søns magt på jorden, for at befri mennesker fra Satans kontrol, og at Gud accepterede Kristi arbejde med at kæde jorden til himlen, og begrænsede mennesker til den ubegrænsede.