Diskussion om at organisere sig har åbenbaret en stor mangel på moralsk mod fra de prædikanters side som forkynder den nærværende sandhed. Nogle, som var overbevist om at organisering var det rette, stod ikke frimodigt frem og forsvarede det. De lader nogle få forstå at de foretrak det. Var dette alt hvad Gud forlangte af dem? Nej, han er ikke glad for deres feje tavshed, og manglende handling. De var bange for skam og modstand. De overvågede brødrene i almindelighed for at se hvordan deres pulsslag er før de står mandigt frem, for hvad de troede var det rette. Folk ventede på en røst der tale deres favorit prædikant i sandheden, og fordi de ikke kunne høre gensvar fra dem, besluttede de sig for at emnet for organisering var forkert. Derved vor nogle prædikanters indflydelse imod denne sag, medens de bekendte at være for. De var mange for at miste deres indflydelse. Nogle må bevæge sig her og tage ansvar, og vove sin indflydelse, og sådan som han blev vænnet til at kritisere og bebrejde, fik han lov til at bære det. Hans andre medarbejdere som står ved hans side og tager deres del af byrder, venter og ser hvordan det lykkes for ham at kæmpe kampen alene. Men Gud lægger mærke til hans pinsler, hans kvaler, hans tårer, hans modløshed og fortvivlelse, medens hans sind er bebyrdet til det yderste; og når han er ved at synke, løfter Gud ham op og peger ham hen til at hvile for den trætte, belønningen for den trofaste; og lægger atter de tunge byrder på hans skuldre. Jeg så at alle vil belønnes efter deres gerninger. Dem som undgår ansvar vil miste tab til sidst. Tidspunktet for prædikanter til at stå sammen, er når kampen bliver hård.
Ellen G. White. - Grass River, St. Law. Co., N.Y., 16. aug., 1861.