Idet jeg så over forsamlingen af dyrebare venner, så brændende og glade for sandheden, og så ivrige efter at gribe alt lys der kommer mere, blev mine refleksioner faktisk ret alvorlige. Jeg tænkte: Disse medlemmer er Kristi legeme, og vi er hinandens lemmer. Morgenstjernen har stået op i deres hjerter; retfærdighedens sols stråler har skinnet i deres sind. Lykkelig er det folk som er så højt privilegeret. ”Det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.” For mig var dette et dyrebart sted, en værdifuld forsamling. Som svar på alvorlig bøn, gav Herren sine tjenere frihed til at sige ord, som kom i rette tid, til hans ventende folk.