Idet solen gik ned for vore øjne, blev dens højrøde glans afspejlet i søens vande som en ildsøjle. Jeg tænkte på Israels børn da de rejste i ørknen, - på det forsvar gav dem så herligt i skystøtten om dagen og ildstøtten om natten. Hvordan kunne de betvivle Gud, hvordan kunne de knurre over den ujævne vej og de vanskeligheder de udholdt, når dette symbol på guddommelig tilstedeværelse og beskyttelse hele tiden var hos dem? Hvordan kunne de glemme at Guds søn, som var indhyllet i skystøtten, var deres leder, og beskyttede dem for solens brændende stråler om dagen, og overvågede dem om natten med øjne der aldrig sov?