Der er fattige personer blandt os, som ikke burde have det sådan, hvis de fik vist klogt forsyn og omhyggelig bibelsk sparsommelighed, når de har anledning og evner til at tjene løn. Men de brugte alt så hurtigt som det kom ind, føjede sig i ting som de burde have været foruden, og ikke mangler noget for deres egen bekvemmelighed. Deres ønske om klæde sig så rigt som deres slægtning og venner, deres ønske om at stille deres fantasi, og forsyne deres borde og få det til at se godt ud for venner og slægtninge, der ikke elsker sandheden, gør dem meget frisindede over for sig selv, som fører til at de virkelig handler udret mod sig selv, mod deres familier, og de hvis kapital de bruger. Mange behøver ikke at være fattige, fordi de er selvfornægtende og sparsommelige. Når de er sunde, bør de udnytte mulighederne når pengene kommer ind, at udvise sparsommelighed, og lægge en vis sum til side hver uge, og beslutte sig for at ikke røre ved den, endog ikke for nogle måltider, som de var nød til at spise salt og kartofler eller havregrød og brød. Denne selvfornægtelse vil være den største mulighed for at blive sund. Og hvis lønningerne er lave, eller pengene knappe, vil det være en tilfredshed at vide at der er noget at falde tilbage på.