Gud forlanger ikke at vore brødre tager vare på alle fattige familier som tager imod dette budskab. Skulle de dette, kunne budbringerne ikke inddrage nye marker, for fondsmidlerne vil udtømmes. Mange er fattige fra deres egen manglende flid og økonomisering, og de ved ikke hvordan midlerne bruges rigtigt. Hvis de fik hjælp vil det skade dem. Nogle vil altid være fattige. Hvis de skulle have de allerbedste fordele, ville deres situation ikke hjælpes. De er ikke så gode til at regne, og vil bruge alle de midler de kan opnå, om det er meget eller lidt. Nogle kender ikke til at fornægte sig selv og spare for at holde sig fri for gæld, og få lidt overskud i god tid. Hvis menigheden skulle hjælpe sådanne personer i stedet for at lade dem bero på deres egne ressorser, vil de skade sig selv i sidste ende; for de ser på menigheden, og forventer at modtage hjælp fra dem, og praktiserer ikke selvfornægtelse og sparsommelighed når der sørges så godt for dem. Og hvis de ikke altid får hjælp, så frister Satan dem, og de bliver skinsyge, og meget samvittighedsfuld for deres brødre, er bange for at de ikke helt gør deres pligt mod dem. Denne fejltagelse er på deres egen side. De er bedragede. De er ikke Herrens fattige.