Det vil være til mange sjæles fordærv at altid have en tåget forvisning om den glade forvisning at de er antaget til Gud. Uden følelse må vi lære at læne os til ordet. Vi må lære at gribe løftet, fordi vi aldrig går tabt hvis vi kommer til den uendelige Kærligheds fødder. Den absolutter forvisning vil være vor når vi hører de indbydende ord fra Mesterens læber: ”Vel gjort, du gode og tro tjener; gå ind til din Herres glæde.” Vi vil få trosprøvelser, men de vil kun få vore åndelige sener og muskler til at øges, og lægge vor skælvende hånd på et ”så siger Herren.” Men på den måde skal vi bringe ære og herlighed til Gud. Den tvivl og frygt imod os som vi er kaldet til at kæmpe, er dyrebare troens trængsler, Guds arbejdsfolk som udvirker for os en lagt mere overmådelig og evig herlighedsvægt. Igen og igen må vi hæve vore øjne mod Ham som er blevet løftet på korset. ”Se og lev,” var de ord som genlød udover Israels lejr da kobberslagen blev rejst. Dette krævede troens handling fra de lidende ofre, som var blevet bidt af giftslanger, men de blev forvisset om at hvis de så, så skulle de leve. Vi skal også se og leve.