Der var blevet gjort en lov i Israel som, før de tog i krig, som fulgte den erklæring som blev udråbt ud over hæren: »Er der nogen, som har bygget et nyt hus og endnu ikke indviet det, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke en anden skal indvie det, om han falder i slaget. Og er der nogen, som har plantet en vingård og ikke taget den i brug, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke en anden skal tage den i brug, om han falder i slaget. Og er der nogen, som har trolovet sig med en kvinde, men endnu ikke taget hende til hustru, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke en anden skal tage hende til hustru, om han falder i slaget.« Og tilsynsmændene skal fremdeles tale til folket og sige: »Er der nogen, som er bange og forsagt, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke hans brødre skal blive forsagte, som han selv er det!« Hvilken slående illustration er dette om Kristi ømme og medfølende kærlighed! Han som indførte relationer for livet og slægtsbånd, gjorde særlige tilvejebringelser for at disse ikke brydes i vid udstrækning. Han vil ikke have nogen går ufrivilligt ud i kamp. Denne proklamation fremsættes også den indflydelse på en kraftfuld måde, som kan udøves af et menneske, der mangler tro og mod, og viser derud over virkningen af vore tanker og følelser på vor handlemåde.