"Synd er lovens overtrædelse" og "syndens løn er døden". Det var synden, som bragte døden ind i verden. Havde der ikke været synd, så ville der heller ikke have været nogen død. Kristus døde i synderens sted for at frelse ham fra den straf, hans ulydighed ville have påført ham. Dersom Guds lov kunne forandres eller afskaffes, så havde det ikke været nødvendigt for Kristus at dø; thi døden var ikke nødvendig for at afskaffe loven. Dette at Gud ikke sparede sin egen uskyldige, elskelige Søn for den straf, som han påtog sig at bære i synderes sted, er det kraftigste bevis for, at Guds lovs krav ikke i mindste måde, kan tilsidesættes, for at overtræderne kan blive frelst. Således har vi i Kristi død et bevis ikke alene på Guds kærlighed til syndere, men på hans lovs uforanderlighed. Loven kan ikke afskaffes. Ikke et eneste bud kunne forandres for at frelse synderen eller imødekomme mennesket i dets faldne tilstand. Men Gud elskede verden så højt, at han gav sin Søn til at lide straffen for overtrædelse i synderens sted.